I efteråret 2006 kom jeg til Grønland for første gang. Jeg blev inviteret til at lave et personalekursus i en børnehave og til at lave nogle små kunstneriske projekter i to børnehaver i Nuuk.

Sjældent har jeg følt så stor glæde som i tiden før disse første kurser i Grønland. Min første rejse skulle vare en måned, og jeg havde en stor nysgerrighed på alt, hvad der havde med landet at gøre, og læste en hel del om historien og kulturen - i både det gamle Grønland og det moderne.
Og mødet med Grønland tog mig med storm. Det første, der mødte mig, var landet set fra luften - den ufatteligt store indlandsis så ud som et levende kæmpevæsen med hud og porer. Størrelsen får en til at føle sig ydmyg. Og selv om jeg har set en del udsendelser med billeder af naturen fra Grønland, så er virkeligheden en hel anden.
At stå ud i lufthavnen i Kangerlussuaq hører til noget af det mest cool, jeg har oplevet, og den følelse er gået igen i mange forhold, jeg har mødt. Mange ting i Grønland bliver gjort på en enkel og ukompliceret måde, der er befriende i forhold til det bureaukrati, vi kan have i Danmark.... Der bor også kun ca. 53000 mennesker i alt i dette kæmpeland.

De mennesker, jeg kom i kontakt med deroppe, oplevede jeg som åbne og imødekommende, og med flere knyttede jeg tætte hjertebånd. Jeg mødte mange grønlændere og danskere, der bor i Grønland og er gift med grønlændere og alle mulige blandinger... Jeg kender ikke definitionen på en grønlænder, og den ligger vist heller ikke fast. De kalder deres land for Kalaallit Nunaat - det betyder menneskenes land.
Kurserne gik godt, og da jeg nu var så langt mod nord, betalte jeg selv en bådrejse langs kysten til Discobugten og byen Ilulissat for at se de store isbjerge og slædehundene.
Smukt var det deroppe, helt ind til benet smukt med et lys så klart og rent, at det næsten skar i øjnene og ramte en streng dybt inde i mig. Tidspunktet var starten af september og nætterne stadig lyse. I mit baghoved dukkede der et ønske op om at komme tilbage i april, hvor der både skulle være sol, sne og godt slædeføre. Jeg havde set på priserne i turistbutikkerne, at hundeslædekøretur ikke lige var møntet på min pengepung, og det var en rejse derop heller ikke. Men derfor var ønsket der alligevel. Og så tog jeg hjem igen, og Danmark forekom mig pludselig småt, alt for ordnet og mørkt.

Tilbage til Jylland. Jeg mediterer selv dagligt, og på et tidspunkt havde jeg en dyb meditation, hvor jeg husker et billede af, at jeg følger et bjørnespor i sneen og hører min spirituelle mesters stemme sige:”Follow the force”. Jeg maler oplevelsen (se billedet “Follow the force 1”) og senere maler jeg ét til (“Follow the force 2”). Når jeg kigger på billederne, slår det mig at dyrene i billedet, bjørnen og hvalen, har lukkede øjne, som om de sover, og at det synes som om personen i billedet ikke har bemærket, at der er kæmpedyr under hans fødder. Han går spejdende rundt, som søger han noget. Da jeg jo selv er kunstterapeut, stiller jeg spørgsmål til billedet: “Hvornår vågner dyrene?” Svaret kommer med det samme: “Til foråret”.

I min kalender skrev jeg “Grønland” tværs over hele april måned 2007. Jeg tænkte, at jeg kunne invitere en ny rejse ind på denne måde. Jeg havde dyb længsel efter at komme der op igen. I Grønland var jeg kommet i kontakt med en urgammel oprindelig følelse og huskede en side i mig, der var ny, men ikke ukendt. Jeg havde det lidt som at “komme hjem”, da jeg var deroppe.
I starten af året skrev og ringede jeg til forskellige personer i Nuuk for at se, om der ikke skulle være basis for nogle flere kurser. Det var der ikke umiddelbart. Måske fordi jeg ikke kunne sige præcis, hvornår jeg kom.
Det blev februar, og jeg kunne se, at tankerne om en rejse derop i april syntes som en umulig drøm. Den anden februar var jeg på et meditationsseminar, og her havde jeg igen en meget dyb meditation. Da jeg kom ud af meditationen, var det, som om jeg hørte vinden hyle i Grønland. I samme øjeblik viste jeg, at jeg skulle følge den længsel, jeg havde i mit hjerte efter at tage derop igen, om jeg så selv skulle betale hele den dyre rejse. Samme aften skrev jeg til de 4 mennesker, jeg havde lært at kende deroppe, at nu kom jeg til Grønland igen i hele april måned.
Dagen efter skrev den ene af mine kontakter, at hun gerne ville have mig til at lave et personalekursus, og fra Ilulissat kom der er e-mail fra en grønlandsk kvinde, jeg havde talt dejligt med i en halv time, da jeg opsøgte byens børnehjem. Til hende havde jeg skrevet, at det ikke var sikkert, at jeg kom til Ilulissat, da rejsen derop var dyr. Hun skrev til mig: “Selvfølgelig skal du herop til den smukkeste by i Grønland. Min mand er leder af kunstmuseet og vil gerne have dig til at lave et kursus der, og så vil vi også gerne invitere dig på en hundeslæde tur...”
Mit hjerte sang, og min sjæl dansede af glæde. Jeg var blevet mindet om, at når jeg handler overens med det, jeg mærker indeni og har tillid, så får jeg al den hjælp og støtte, jeg skal have.
Nu fik jeg kæmpekræfter og masser af energi til at sætte alt muligt i sving, og ud over de to første kurser fik jeg sat to andre kurser op.
Kurserne gik godt og en af de sidste dage tog mine “værtsfolk” mig ud på en hundeslædetur, som jeg havde glædet mig meget til. Det var en helt uforglemmelig tur, og den var også lidt vild. På denne tur oplevede jeg det, der har gjort allerstørst indtryk på mig i Grønland: Stilheden - den største stilhed jeg nogenside har hørt. Langt væk, i bunden af en iset fjord, mens hundene hvilede - der fornemmede jeg lyden af evighed.

Og sådan gik det til, at jeg alligevel kom til Grønland i hele april 2007. Og der kom mange flere rejser til senere.
Siden har jeg praktiseret at sætte store blokke af tid af i min kalender til det, jeg gerne vil invitere ind i mit liv. Mine aftaler lægger jeg udenom disse blokke, og nogle ting må jeg sige nej til for at skabe disse åndehuller. En af de store ting, som har været følgen af mine rejser nordpå, har været, at jeg har besluttet mig at bruge meget mere tid på mit eget maleri. Så udover blokkene, hvor der står “Grønland” i min kalender, er der nu også kommet store blokke, hvor der står “kunst”. Det, der i form og farve kommer ud i mine billeder nu, er indre landskaber af stilhed. Jeg føler en stor lykke, når det i maleriet lykkes mig at udtrykke det, jeg har oplevet og fået, og jeg er glad ved at kunne give det videre. Nogle gange er det svært at se, det der ligger lige for. Tænk at skulle så langt væk for at komme tæt på sig selv ! Alting hænger sammen.

Til forsiden